P. G. Jensens snedkeri i Provstegyden

I 1966 tog min far og Bent, en kollega fra Herning, hvor vi boede dengang, til Koling for at starte som selvstændige snedkermestre. De lejede bygninger, der allerede indeholdt et snedkeri, og købte de opstillede maskiner. Det var en imponerende maskinpark – båndsav, fræser, afretter, tykkelseshøvl, afkorter og båndpudser, det var et helt maskinsnedkeri. ‘Værkstedet’, som vi altid kaldte det, bestod af to store lokaler – maskinsnedkeriet og det bagerste værksted, hvor høvlebænkene og småmaskinerne var opbevaret, og så et lille kontor. Værkstedet havde kun én varmekilde og det var spånfyret, der stod på det bagerste værksted. Her blev alt lim- og lakarbejde udført, fordi der var lunt. Og der har jeg engang overnattet på en drømmeseng, men mere om det senere.

Familien havde én bil, den skulle både gøre det ud for familiebil og arbejdsbil. Her er det en Opel Rekord med bagsæder.
Knallerten er Jens’, han var den første snedkerlærling min far havde i lære.
Min far og hans makker valgte at gå hver til sit, inden de kom rigtig i gang med deres forretning, Der var efter sigende for mange uoverensstemmelser mellem deres forventninger til det at være snedkermestre, og de midler forretningen kunne bære at trække ud, der gjorde udslaget
Min far måtte købe Bent ud af forretningen og fortsætte alene.
Han fik sit næringsbrev i Kolding i 2. juni 1966, og han boede på loftet af Værkstedet, indtil han havde fundet en passende bolig, og resten af familien kunne flytte ned til ham. Mine forældre var hhv. 30 og 26 år gamle, og vi piger var 1 og 4 år på det tidspunkt. Vi kom til at bo til leje på Esbjergvej i Harte hos Dagmar og Vilhelm Ingvertsen, der havde et lille autoværksted.
Det var svært at skaffe arbejde nok i en ny by, og når regningerne var skrevet ud, var der ofte kunder, som ikke kunne eller ville betale. Vi kørte jævnligt rundt om aftenen alle fire for at drive penge ind, når folk kunne træffes hjemme. Vi sad i bilen og ventede, mens far stemte dørklokker. På den måde lærte vi vores nye by at kende, og vi kørte ofte på havnen på vejen hjem. Vi kiggede på skibene og fik en Dinostang (lakridsstang med sukker) eller en is, hvis det var en god dag.
Vi havde telefon længe før vores skolekammerater, naturligvis fordi kunderne skulle kunne ringe om arbejde. Min mor gik hjemme, til vi børn begge var startet i skole, så hun passede telefonen og førte regnskaberne.
Denne annonce har jeg ikke dato på, men det skete i magre tider, at min far averterede efter nye kunder i Kolding Folkeblad.
Bemærk telefonnummeret: 05 52 80 20 fra en svunden tid.
I 1967-68 (desværre kender jeg ikke præcist tidspunktet) fik min far en opgave for Kolding Kommune. Det var stort, fordi det var sikre penge. Han havde nok også håb om, at der kunne komme mere arbejde fra den kant. Han skulle lave en hel masse blomsterkasser, der skulle stilles op i Kolding by bl.a på Akseltorv og i Geografisk Have. Der må have været en meget kort deadline, for både min mor og far knoklede med at få kasserne færdige til det lovede tidspunkt. De arbejdede til langt ud på aftenen/natten, og vi piger sov, på de før omtalte drømmesenge, inde på det lune værksted.
1. Kasserne tårner sig om alle vegne på begge værksteder.
                                2. Min mor med min lillesøster på skødet til en lille kaffepause og en sodavand.
Det har sikkert ikke været nemt at få noget arbejde fra hånden, når vi to småtøser rendte rundt om benene på en, men jeg følte mig aldrig i vejen. Far havde købt en lille “børnehammer”, så vi også kunne “arbejde” og ellers legede vi i spånerne. “Far jeg skal tisse”, så smed han værktøjet, og vi gik ned til naboen i kælderen, skomager Nielsen, hvor der var et toilet, som vi kunne benytte. Efterhånden som vi blev ældre, fik vi veninder blandt de omkringliggende handlendes børn. Vi var tit med far på arbejde, når han ikke var ude hos kunder.
Blomsterkasserne stod i byen i en årrække, hvor længe kan jeg ikke huske, og jeg har ikke selv billeder af kasserne, som de stod rundt i byen. På Kolding Stadsarkiv fandt jeg dette postkort, hvor de kan ses på Akseltorv. Jeg tror jeg talte til seks kasser på dette billede.
Min mor har været arbejdsmand en del gange, i perioder hvor der ikke var en lærling.
Indtil jeg startede i skole i august 1969, var vi unger bare med, når mor og far arbejdede. Herunder er det et sommerhus ved Binderup Strand, der skal renoveres.

Det må have givet en del kørsel frem og tilbage, jeg kan i hvert fald ikke tro, vi har været med hele arbejdsdagen.

I 1969 byggede mine forældre deres eget hus i Bramdrupdam. Og i 1970 ramte krisen i byggeriet os.
Overgangen til kildeskat blev en hård nød for min far og hans lille en-mands forretning. Folk havde indtil da været vant til at betale skat året efter indtjeningen, nu betalte man skatten med det samme ved kilden. Folk synes åbenbart ikke, de have penge mellem hænderne, for INGEN skulle have noget lavet. I et nybygget hus og som ene-forsørger uden kunder i butikken var min far nødsaget til at finde på noget. Han begyndte at køre som nattevægter rundt på Koldings mørke virksomheder og arbejdede om dagen i snedkerforretningen, det lidt der var at lave. Det blev et hårdt år.

Hvornår min far blev syg, har jeg ikke helt styr på, men det hedder sig i familien, at det var omkring 30-32 års alderen, smerterne i hænder og håndled begyndte. Der gik flere år, mange undersøgelser og konsultationer, inden skaderne på leddene viste sig, og man var sikker på, at det var kronisk leddegigt.


Han var tvunget til at stoppe med at arbejde, og var indlagt på sygehuset i en måned. Præcis hvornår det var, er jeg ikke sikker på, men jeg mener det var omkring min konfirmation i 1976.

Min fars lille forretning levede kun ca. 10 år, og han sagde altid efterfølgende:”Det sidste år begyndte det endelig at give et overskud, vi kunne leve godt af”.

I dag er der luksuslejlighed i det gamle værksted.

3 kommentarer

  1. Super historie med mange dejlige billeder. Jeg har et par sproglige kommentarer, som jeg kan sende dig, hvis du er interesseret.

    1. Hej
      Det vil jeg rigtigt gerne have. min mail er vstendorf@gmail.com

  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

Skriv et svar

Your email address will not be published.