P. G. Jensens snedkeri i Provstegyden

I 1966 tog min far og Bent, en kollega fra Herning, hvor vi boede dengang, til Koling for at starte som selvstændige snedkermestre. De lejede bygninger, der allerede indeholdt et snedkeri, og købte de opstillede maskiner. Det var en imponerende maskinpark – båndsav, fræser, afretter, tykkelseshøvl, afkorter og båndpudser, det var et helt maskinsnedkeri. ‘Værkstedet’, som vi altid kaldte det, bestod af to store lokaler – maskinsnedkeriet og det bagerste værksted, hvor høvlebænkene og småmaskinerne var opbevaret, og så et lille kontor. Værkstedet havde kun én varmekilde og det var spånfyret, der stod på det bagerste værksted. Her blev alt lim- og lakarbejde udført, fordi der var lunt. Og der har jeg engang overnattet på en drømmeseng, men mere om det senere.

Familien havde én bil, den skulle både gøre det ud for familiebil og arbejdsbil. Her er det en Opel Rekord med bagsæder.
Knallerten er Jens’, han var den første snedkerlærling min far havde i lære.
Min far og hans makker valgte at gå hver til sit, inden de kom rigtig i gang med deres forretning, Der var efter sigende for mange uoverensstemmelser mellem deres forventninger til det at være snedkermestre, og de midler forretningen kunne bære at trække ud, der gjorde udslaget
Min far måtte købe Bent ud af forretningen og fortsætte alene.
Han fik sit næringsbrev i Kolding i 2. juni 1966, og han boede på loftet af Værkstedet, indtil han havde fundet en passende bolig, og resten af familien kunne flytte ned til ham. Mine forældre var hhv. 30 og 26 år gamle, og vi piger var 1 og 4 år på det tidspunkt. Vi kom til at bo til leje på Esbjergvej i Harte hos Dagmar og Vilhelm Ingvertsen, der havde et lille autoværksted.
Det var svært at skaffe arbejde nok i en ny by, og når regningerne var skrevet ud, var der ofte kunder, som ikke kunne eller ville betale. Vi kørte jævnligt rundt om aftenen alle fire for at drive penge ind, når folk kunne træffes hjemme. Vi sad i bilen og ventede, mens far stemte dørklokker. På den måde lærte vi vores nye by at kende, og vi kørte ofte på havnen på vejen hjem. Vi kiggede på skibene og fik en Dinostang (lakridsstang med sukker) eller en is, hvis det var en god dag.
Vi havde telefon længe før vores skolekammerater, naturligvis fordi kunderne skulle kunne ringe om arbejde. Min mor gik hjemme, til vi børn begge var startet i skole, så hun passede telefonen og førte regnskaberne.
Denne annonce har jeg ikke dato på, men det skete i magre tider, at min far averterede efter nye kunder i Kolding Folkeblad.
Bemærk telefonnummeret: 05 52 80 20 fra en svunden tid.
I 1967-68 (desværre kender jeg ikke præcist tidspunktet) fik min far en opgave for Kolding Kommune. Det var stort, fordi det var sikre penge. Han havde nok også håb om, at der kunne komme mere arbejde fra den kant. Han skulle lave en hel masse blomsterkasser, der skulle stilles op i Kolding by bl.a på Akseltorv og i Geografisk Have. Der må have været en meget kort deadline, for både min mor og far knoklede med at få kasserne færdige til det lovede tidspunkt. De arbejdede til langt ud på aftenen/natten, og vi piger sov, på de før omtalte drømmesenge, inde på det lune værksted.
1. Kasserne tårner sig om alle vegne på begge værksteder.
                                2. Min mor med min lillesøster på skødet til en lille kaffepause og en sodavand.
Det har sikkert ikke været nemt at få noget arbejde fra hånden, når vi to småtøser rendte rundt om benene på en, men jeg følte mig aldrig i vejen. Far havde købt en lille “børnehammer”, så vi også kunne “arbejde” og ellers legede vi i spånerne. “Far jeg skal tisse”, så smed han værktøjet, og vi gik ned til naboen i kælderen, skomager Nielsen, hvor der var et toilet, som vi kunne benytte. Efterhånden som vi blev ældre, fik vi veninder blandt de omkringliggende handlendes børn. Vi var tit med far på arbejde, når han ikke var ude hos kunder.
Blomsterkasserne stod i byen i en årrække, hvor længe kan jeg ikke huske, og jeg har ikke selv billeder af kasserne, som de stod rundt i byen. På Kolding Stadsarkiv fandt jeg dette postkort, hvor de kan ses på Akseltorv. Jeg tror jeg talte til seks kasser på dette billede.
Min mor har været arbejdsmand en del gange, i perioder hvor der ikke var en lærling.
Indtil jeg startede i skole i august 1969, var vi unger bare med, når mor og far arbejdede. Herunder er det et sommerhus ved Binderup Strand, der skal renoveres.

Det må have givet en del kørsel frem og tilbage, jeg kan i hvert fald ikke tro, vi har været med hele arbejdsdagen.

I 1969 byggede mine forældre deres eget hus i Bramdrupdam. Og i 1970 ramte krisen i byggeriet os.
Overgangen til kildeskat blev en hård nød for min far og hans lille en-mands forretning. Folk havde indtil da været vant til at betale skat året efter indtjeningen, nu betalte man skatten med det samme ved kilden. Folk synes åbenbart ikke, de have penge mellem hænderne, for INGEN skulle have noget lavet. I et nybygget hus og som ene-forsørger uden kunder i butikken var min far nødsaget til at finde på noget. Han begyndte at køre som nattevægter rundt på Koldings mørke virksomheder og arbejdede om dagen i snedkerforretningen, det lidt der var at lave. Det blev et hårdt år.

Hvornår min far blev syg, har jeg ikke helt styr på, men det hedder sig i familien, at det var omkring 30-32 års alderen, smerterne i hænder og håndled begyndte. Der gik flere år, mange undersøgelser og konsultationer, inden skaderne på leddene viste sig, og man var sikker på, at det var kronisk leddegigt.


Han var tvunget til at stoppe med at arbejde, og var indlagt på sygehuset i en måned. Præcis hvornår det var, er jeg ikke sikker på, men jeg mener det var omkring min konfirmation i 1976.

Min fars lille forretning levede kun ca. 10 år, og han sagde altid efterfølgende:”Det sidste år begyndte det endelig at give et overskud, vi kunne leve godt af”.

I dag er der luksuslejlighed i det gamle værksted.

Survival of the fattest

Skulpturen ‘Survival of the Fattest’ er lavet af Galschiøt og stod i Ringkøbing en dag, da jeg kom forbi.
Den symboliserer uden tvivl, de riges udbytning af de fattige i den nutidige fordeling af klodes goder.
I forbindelse med slægtforskning kan jeg ikke lade være med også at tænke på alle de mennesker vi ‘står på nakken af’. Alle de mennesker der kom før os, de som beredte vejen for det liv, vi har mulighed for at leve i dag. Jeg møder, i forhold til vores levestandard og levemåde, umådelig stor fattigdom, når jeg ser bare 100 år tilbage. Og det gælder faktisk både i byen og på landet. Størstedelen af befolkningen levede fra hånden til munden, hygiejnen var dårlig, og smittefaren stor. Børnedødeligheden var uhyggelig høj, og inden pencillinen blev opfundet kunne sygdomme, som vi i dag ikke regner for noget, koste en livet.

Små bidder af mine børns slægt

Det er min mening, at jeg her vil skrive små bidder af slægtens historie, efterhånden som de danner sig i mit eget hoved. På den måde kan jeg, dele dem med familiemedlemmer, som måske er mere interesserede i små fortællinger end i lange lister af data, som jo normalt præger et slægtforskningsprojekt. Det giver mig også mulighed for. selv at fastholde historierne, så de ikke fortaber sig i glemslen, efterhånden som nye personer og begivenheder optager mig.

Michaels oldefar i lægdsrullen

Mit slægtforskningsprogram giver mig hele tiden nye Smart Matches med andres familietræer. Til tider er det irriterende, at de skal tjekkes og godkendes, og i perioder overser jeg dem og lader dem ligge. På den anden side har jeg ad den vej, fået kontakt med andre slægtforskere, som arbejder i de samme familier som jeg. Jeg har også fået kontakt med nulevende slægtninge, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er en stor gevinst, fordi vi kan hjælpe hinanden med at fylde huller ud, udveksle viden og dele fotos. Så de der ‘irriterende’ Smart Matches er et vigtigt redskab, og jeg tager en time en gang imellem og får sorteret de relevante matches fra de ubrugelige.

Svigerfar Kaj i 1936, med hans storebror Svend Åge
Min mor på gården hos hendes onkel Harald og tante Meta

Tømrersvenden Harald fra Viborg (1886 – 1931)

Min oldefar Harald blev født i Viborg by i 1886, han boede angiveligt en del af sin barndom på Idasminde ved Mathiasport, og han var ældste barn af snedker Niels Kristian V. M. Simonsen og hustru Anne Lovise Simonsen. De fik 5 sønner i årene 1886 – 1900.

Oldefar boede i Viborg indtil 1911, hvor han flyttede til Ålborg, men jeg ved at han på et tidspunkt i 1910 var i Århus, da han har en dom fra Århus Kjøbstads politiret, hvor han fik 8 dage i fængsel på vand og brød for betleri. Samme dag og på samme tidpunkt blev en anden ung mand taget for den samme forseelse, måske var de kammerater, det ved jeg ikke noget om. Den anden unge mand var fra Skive, så de har måske lært hinanden at kende i Århus.

Fra konfirmationen i 1900 til han flytter i 1911, ligger der en del papirer på arkiverne, fordi han af forskellige grunde har haft kontakt med politi og domstole.

1905 – Overtrædelse af politivedtægten i Viborg Kjøbstad, dømt for vold efter §203, har betalt 20 kr. i bøde til Statskassen.

1907 – Justitssag; dømt 5 dage på vand og brød for overtrædelse af straffelovens §210 for trusler om vold.

1907- Paternitetssag; dømmes til at være barnefader til Vilma Harriet Berta født den 17. marts 1907, født af Margrethe Johanne Marie Christensen.

1908 – Aftjener sin værnepligt i 2. kystartilleribatallion, som var en del af Københavns søbefæstning.
Han var indkaldt tre gange til militærtjeneste i følge indføringen i lægdsrullen (5-161 Litra B).
21.april 1908 – 19.oktober 1908, 18. september 1910 – 9. oktober 1910 og 14. august 1914 – 11. januar 1915. Tilsyneladende er han indlagt på Garnisionssygehuset i København under sin værnepligt og i behandling for gonore.

1909 – Paternitetssag; han indrømmer samleje, men ikke efter indlæggelsen i København, og kan derfor ikke være fader til det ventede barn. Moderen er Margrethe Johanne, der også er mor til Vilma Harriet.

1910 – Betlerisag i Århus

1915- Udlagt barnefader til Kirsten Maries datter, min mormor Edna. Hun blev født i København, men familien flyttede til Ålborg, inden hun blev døbt.

Oldefar boede sammen med oldemor på Danmarksgade og Klokke-støberstræde uden at de på noget tidspunkt blev gift. Han var en del af tiden arbejdsløs, hun var syg og kunne ikke arbejde. Deres datter Edna blev i 1918 døv efter at have været syg af Spansk syge (ikke verificeret), og gik i skole i Nyborg, hvorfor hun boede hos en plejemor.
I 1921 blev oldefar ‘enkemand’, da oldemor døde 41 år gammel.
Hvad han foretog sig, og hvor han boede de næste 10 år, ved jeg intet om i øjeblikket, men han boede på Aron Jacobsensvej 52 i Ålborg, da han døde, og det var hans husholderske fru Anna Thomsen, der anmeldte dødsfaldet. Der var ingen arv efter ham, intet at skifte. Han blev begravet på Almen Kirkegården i Ålborg, og fattigvæsenet betalte begravelsen. Hans datter Edna stod forældreløs i en alder af 16 3/4 år.

 

Min store hobby.

Siden 2011 har min store interesse været, at finde mine rødder, afdække så meget af deres liv, som det er muligt, ud fra de efterladte bidder af materiale, det er muligt at finde tilbage til idag 150 – 200 år efter.

Efter jeg i de sidste to år har koncentreret mig om at finde slægtninge i kirkebøger og folketællinger, som er tilgængelige på Internettet, sidder jeg med nu 1750 navne og er for en enkelt linje vedkommende nået tilbage til midten af 1500 tallet.

Det er stadig fascinerende at finde forfædre og deres efterkommere i andre grene af “familien”, ligesom det er spændende, når man får kontakt til andre nulevende efterkommere af en fælles ane. En der kan bidrage med oplysninger, personer og steder, som jeg endnu ikke selv har fundet.

Jeg fascineres af detektivarbejdet, veje til data som ligger gemt som en guldgrubbe for slægtsforskere. Ingen vej er den rigtige, men den vej der tilvejebringer interessante oplysninger om mine forfædre, er den rigtige for mig.

Jeg har i mange år været interesseret i historie, og også i en ung alder været bevidst om, at vores nutidige liv følger af den historie vi har, de love, beslutninger, opfindelser, begivenheder og den vej lederne i vores land har valgt at gå gennem tiderne, og ikke mindst hvilken familie vi er født i. Det er ret fascinerede, hvordan vi er endt her, hvor vi er et velfærdssamfund, hvor vi på alle måder er priviligeret. Specielt når man ser bare 50 -100 år tilbage, og ser hvordan vores forfædre levede.

Min slægtsforskning tager udgangspunkt i mine børn, så derfor forsker jeg i både min mands og mine egne aner. Det giver som udgangspunkt 4 bedsteforældre, 8 oldeforældre, 16 tip-oldeforældre og 32 tip-tip oldeforældre. Det giver mig en personkreds på 60 personer, hvis jeg udelukkende kigger tilbage, og en periode på ca. 180 år. Det er den personkreds, i den historiske kontekst, jeg vil forsøge at få mere ‘kød’ på.

Perioden fra ca. 1830 rummer mange spændende historiske hændelser foruden to verdenskrige og epidemier, lovændringer, andelsbevægelsen, foreningsdannelse, sygekasser, urbanisering, industrialisering og nye opfindelser f.eks. elektricitet, der kunne forbedre vores liv og aflaste os i de hårdeste arbejdsopgaver, men også statsbankerot og økonomiske kriser.