I forbindelse med min slægtsforskning har jeg kigget nærmere på om familieskrønen om, vi er i familie med Harald Blåtand kunne have noget på sig. Det er i sig selv et kontroversielt spørgsmål og meget svært at finde svar på. Der findes simpelthen ikke sikre kilder så langt tilbage i tiden. På den anden side må man antage, at en stor del af befolkningen i Danmark faktisk er efterkommere efter f. eks. Gorm den Gamle.
Befolkningstallet i Danmark menes at have udviklet sig fra ca. 50.000 i Vikingetiden til godt 5.000.000 i dag. Går du ni generationer tilbage, har du 512 tip(x9) forældre, og så er vi endda kun tilbage i 1700-tallet. Hvor mange kan det ikke blive til, hvis vi bevæger os helt tilbage til 875 e. Kr., hvor Gorm den Gamle muligvis er født. Gorm den Gamle levede 30 generationer før mig. Det sætter tingene i perspektiv. Vi er alle beslægtede, det må vi være.
Snart bliver slægtsforskning, som vi kender det, revolutioneret på samme måde, som da arkivalierne begyndte at blive tilgængelige på nettet. Når DNA teknologien bliver bedre og til at komme i nærheden af økonomisk, bliver det muligt at kortlægge mange ting om vores aner, f.eks. folkeslagenes bevægelser og slægtskab længe før Kristi fødsel.
I min slægt har vi en Niels Mikkelsen Barfod, han levede i slutningen af 1300-tallet, han tilhørte lav-adelen og besad godset Alstedgård nær Vejle. Når kirkebøgerne slipper op i 1600 tallet, må man ty til andre arkivalier, og mængden af materiale er stærkt aftagende så langt tilbage i tiden, så er det en klar fordel at have adelige forfædre. Dem kan man ofte finde beretninger om i skriftligt materiale af forskellig slags.
Jeg går ud fra, det er sandsynliggjort, at vi er efterkommere af Gorm den Gamle, og skulle det vise sig på et senere tidspunkt, at det ikke er tilfældet, har det i hvert fald fået mig til at interessere mig for Vikingetiden (ca. 800 – 1100 e. Kr.).
Jeg har tidligere besøgt ‘Kongernes Jelling’ i Jelling set udstillingen og naturligvis gravhøjene, kirken med Jørn Larsens moderne udsmykning og de to runestene, samt det moderne værk som giver indtryk af hvordan palisader har beskyttet bopladsen omkring år 900 e.Kr. på Gorm den Gamles og Harald Blåtands tid.
(kilde: www.fortidensjelling.dk)
Jeg har også besøgt museet ‘Ribes Vikinger’ og Ribe Vikingecenter lidt uden for byen.
I år gik turen til “Vikingecenter Fyrkat” ved Hobro. Her er tre seværdigheder; først og fremmest Fyrkat ringborg, som med 120 m i diameter er den mindste af de 5 ringborge, der er fundet i Danmark. Dernæst Fyrkathuset, som viser de seneste opdagelser af vikingernes byggestil. Man opdagede, da man udgravede Fyrkat, at skrå stolper støttede ydrevæggene, så de kunne bære taget uden stolper inde i det store hus. Og den tredie var Vorbasse Storgård (eller en kopi af den :-)) bestående af 9 større og mindre huse. Den samlede udstilling fortæller om vikingernes hverdag både for krigere og for almindelige omend velhavende borgere.
De fem store ringborge, der er fundet i Danmark, tyder på en betydelig kongemagt og et organiseret forsvar af Danmark. Vores kongerække starter i vikingetiden, og danskerne blev eftersigende kristne. En meget spændende og vigtig del af Danmarks historie.
Jeg er undervejs stødt på to bøger om perioden, som jeg vil låne og læse på et tidspunkt; Karsten Krambs: “Vikingetidens Konger” og Anton Blaabjerg: “Nutiden og Valdemar Sejr: Slægtforskning og danmarkshistorien”.
4 kommentarer
Spring til kommentar-formularen
Hvis vi er i familie – – ? så er det ikke Harald Blåtand vi har som forfader, men hans søster Gundhild der blev gift med Harald Hårfagers søn Erik blodøkse.
Der er et stort bogværk som hedder: “10 generationer med rod i marsken” af Svend Jacobsen og Hans Ole Mørk. Efterslægtstavler for Herredfoged Svend Winter til Astrupgård. Hvis du er i den, kommer du tilbage til Gorm d. Gamle via kvinde linjen. Venlig hilsen Birthe Simonsen
Hej Hardy,
Ja vi er i familie.
Tak for din kommentar. Som du kan se, på det to års forsinkede svar på din kommentar, er jeg ikke så aktiv på siden i øjeblikket, og det gælder også med slægtsforskningen.
Nogengange sker der ting i livet som ændrer på perspektivet, prioriteringerne og det der bliver vigtigt og interessant at bruge tid på. Det kunne f.eks. være et barnebarn.
Jeg takker for kommentaren og vil tage emnet op igen ved lejlighed, så jeg kan få ajourført det jeg ved omkring det mulige og meget gamle slægtninge eller formodede slægtninge.
Med Venlig Hilsen
Vibeke Stendorf
Hej Birthe,
Mange tak for dine litteratur henvisninger omkring mit formodede slægtskab med Harald Blåtand. Det var sødt af din at dele din viden med mig. Og jeg vil bestemt kigge nærmere på det.
I øjeblikket ligger mit slægtsforskingesprojekt og arbejdet med siden her stille, deraf den lange svartid. Det beklager jeg. ‘Døde’ hjemmesider og blogs bliver hurtigt uinteressante, så jeg må hellere komme op på hesten igen.
Tak fordi du tog dig tid.
Med Venlig hilsen
Vibeke Stendorf.