Endelig fik jeg adgang til nogle af de arkivalier, jeg fik afvist, sidst jeg var i Odense. Jeg måtte ansøge om indsigt, men det gik rimelig nemt. Jeg fandt formularen på nettet, den blev udfyldt og sendt af sted. Jeg blev ringet op af fra Odense og måtte sende ekstra oplysninger om tilknytning og person-id m.m. Efter et par uger fik jeg svar. De sendte simpelthen kopier af de sider, der omhandlede mine forfædre, så det var jo meget fint.
Problemet var, at jeg fik nogle oplysninger, som jeg ikke havde regnet med og som berørte mig dybt. Det kom bag på mig.
I min slægtsforskning er jeg naturligvis ofte stødt på stor fattigdom, sygdom og mange uægte børn, og udlagte barnefædre. Undervejs får man en mere og mere nuanceret opfattelse af, at livet for bare 100 år siden var fuldstændig anderledes, end det liv vi lever i dag. Jeg begynder at forstå en lille flig af, hvordan de levevilkår har påvirket mine bedsteforældre, og det liv de fik.
Jeg har besluttet at koncentrere min forskning om mine børns tiptip-oldeforældre, dvs. både min mands og mine tipoldeforældre og alle deres efterkommere. Specielt naturligvis dem vi er blodsbeslægtede med i lige linie er interessante, og i de seneste 6 måneder har jeg især koncentreret mig om et par af mine egne oldeforældre. De er, selvom jeg aldrig har kendt dem, de døde over 30 år før jeg blev født, ret tæt på i tid og på en eller anden måde meget nærværende.
Jeg har fundet soldaterpapirer, domsudskrifter, faderskabssager, vidensbyrd om sygdomme som plagede fattige mennesker, lang tids sygdom og invaliditet, men også medfødt sygdom, børnehjem, plejefamilier og forældreløse børn og unge.
Når man finder ubehagelige ting, og her mener jeg ikke bare ugifte unge piger, der er kommet i uføre, men virkelig nød og elendighed, sygdom og fattighjælp, børn der tidligt står alene uden forældre, så kan slægtsforskningen til tider blive smertelig. Så er det, man skal huske ikke at vurdere alting med nutidsbriller på, udfra nutidens moral og det frie valgs mulighed. Den luksus havde de ikke altid.
To besvarede spørgsmål giver altid mindst 5 nye spørgsmål, man bliver aldrig færdig. Jeg håber i min videre søgen også at finde dejlige positive oplysninger, som kan rette lidt op på alle de sørgelige fund.
Det er under alle omstændigheder et spændende puslespil at samle og stærkt opløftende, når detektivarbejdet bærer frugt, og den eftersøgte person pludselig står lige der foran mig i en meget gammel bog.
Jeg er en nørd, indrømmet!
4 kommentarer
Spring til kommentar-formularen
Livet var ikke en dans på roser… Og vi glemmer hvor kort tid Velfærdssamfundet har eksisteret! Jeg bliver også grebet, når jeg sidder med kirkebøgerne og læser, for man kommer forbi mange skæbner før ens egne slægtninge dukker op.
Du har fat i noget vigtigt… Vi skal huske at vurdere ud fra den relevante tid og kultur i tiden.
Ja og ikke mindst udfra et andet moralkodeks end vi benytter i dag. Vi må prøve ikke at fordømme eller skamme os over vores forfædre, og i stedet prøve at forstå deres vilkår.
Når vilkårene bliver meget svære og uforskyldte, er det det bliver svært at rumme. og ryste af sig igen. Man bliver så taknemmelig for at leve i dag.
Slægtsforskning kan til tider være meget rørende, når man finder de tragiske historier, og dem er der jo mange af. Blandt mine direkte aner har jeg Anne Jensdatter, der var fra en pænt stor gård. En dag skal de bage og hun er gået hjemmefra den tændte ovn/ildsted, og der springer uheldigvis en gnist. Dette bliver begyndelse på enden for hende. Manden dør og hun havner selv på fattiggården, hvor hendes ting efter hendes død sælges til højstbydende på en auktion. Den historie berørte mig meget.
Ja, der er nogle gange sørgelige skæbner bag de navne vi finder i kirkebøgerne. Der er jo også derfor, navnene i sig selv ret hurtigt bliver uinteressante. Skæbnerne er så meget mere spændende, og så må man tage de sørgelige skæbner med.
Det kan bare være svært, at ryste dem af sig igen. Især hvis det er meget tætte slægtninge, det drejer sig om.