Den 17. juni 2014 havde vi 25 års bryllupsdag, vi havde i god tid i forvejen besluttet, at det ikke skulle fejres på traditionel vis med morgensang og fest på en tirsdag. Ikke fordi 25 års (+) samliv ikke er noget at fejre, men fordi vi ville gøre det på en anden måde. Vores voksne drenge synes det var mærkeligt.
Den tirsdag morgen lå vi og sov dybt og anede ikke, hvad der skulle ramme os kl. 7. Vi havde begge fri fra arbejde, og Rasmus var hjemme for at fejre dagen med os andre. Der var bestilt bord til aften på Kolding Fjord for den allernærmeste familie, og vi havde planlagt brunch kl. 9.30 sammen med Bedste.
Nikolaj syntes, at der skulle være morgensang, og efter at have taget sin storebror i ed, ringede han rundt til familie, venner og naboer. Alle bakkede op om hans initiativ, og der var med kort varsel gang i både æresport, sangtekster og morgenmad.
Ikke så meget som én lille mistanke havde vi, da vi tirsdag morgen lå og sov vores sødeste søvn. Æresporten var lavet et andet sted aftenen før og kunne lydløst bæres hen og sættes op foran døren. Vi vågnede ved at 20-25 mennesker sang af karsken bælg uden for vores soveværelsevindue. Vi fløj op, og jeg tænkte: Fuck, det kan de ikke være bekendt! Hvad skal jeg tage på? Hvad skal jeg servere? Michael troede, det var clockradioen, der ved en fejl var startet. Er det radioen? Vi hoppede i morgenkåberne og måtte ud på terrassen i bare tæer og morgenhår. Prøvede at lægge ansigtet i det rette folder. Flere pålidelige kilder beretter, at det ikke lykkedes ret godt.
Totalt tab af kontrol!
Så skulle der fotograferes i æresporten. What! Er der også en æresport, hvordan er det gået til? Vi har jo intet hørt. Michael smuttede lige på toilettet, og jeg kastede tøjet fra i går på igen og tog morgenkåben uden på.
Fotografering og så myldrede det ind. Tillykke! Tillykke! Gaver og blomster skiftede hænder, og vi var så overvældede, at vi ikke slet ikke kunne følge med og forstå hvad der skete.
Alle damerne var i mit køkken og i skabe og skuffer efter service og skåle. Et tag-selv-bord med rundstykker, juice, smør, ost og marmelade bliver hurtigt etableret, imens samlede mændene havemøblerne sammen og sikrede en `sid-ned` til alle enten ved spisebordet eller i haven. Michael og jeg gik rundt om os selv og vidste ikke, hvad vi skulle gribe og gøre i. “Bare tag det roligt mor, der er styr på det hele, du skal ikke tænke på noget”. Drengene forsikrede os om, at de havde fat i den lange ende.
Ligesom på vores bryllupsdag for 25 år siden var vejret fantastisk lige fra morgenstunden, og vi kunne sidde ude kl. 7 og nyde morgensolen. Da alle var blevet bænket, faldt roen også lidt over os, og vi kunne begynde at tænke på at drikke en kop kaffe med vores gæster. Alle damerne havde medbragt deres egen termokande med kaffe, og te var der også tænkt på.
Rasmus holdt en fin, utraditionel og meget uformel tale (lige i vores ånd) og fik dog alligevel sagt mange fine personlige og kærlige ting til os. Det lykkedes at undgå at fælde en tåre.
Inden vi så os om rejste folk sig igen – de skulle på arbejde. Kl. halv ni var det hele overstået, kun få gæster var tilbage, og vi kunne få tid til at kigge på gavebordet. Vi kom igennem hele følelsesregisteret på en time.
Anders And ville have set nogenlunde sådan ud og i den rækkefølge:
Det var alt i alt en rigtig dejlig oplevelse.
Tak til Nikolaj, der endnu i en alder af snart 26 ikke har lært at lystre sine forældre 🙂 Tak til alle jer, der bakkede ham op og stod tidligt op for at overraske os. Tak til Rasmus for talen. Tak til dem der lavede æresport i Morten og Saras garage aftenen før. Tak for sang og morgenkaffe, hilsen i avisen og ikke mindst tak for blomster, snaps, spændende kurve med lækkert indhold, vin, øl, gavekort og mange knus.
Vi slappede af resten af dagen, indtil vi skulle på Kolding Fjord og spise kl. 18.00. Bagefter tog vi hjem og drak kaffe og fik kransekage og frugt.
En dejlig dag vi aldrig glemmer.
Andres kommentarer til mig